VEDTÆGTER
Foreningens navn og hjemsted:
§ 1.
Foreningens navn er Foreningen til forberedelse af Christianiafonden.
Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.
Foreningens formål:
§ 2.
Foreningens formål er at tilvejebringe den nødvendige kapital til stiftelse af Christianiafonden, for derigennem at medvirke til at sikre, at Christianiaområdet bevarer sin selvforvaltning og særlige karakter, herunder at christianitterne bevarer deres kollektive rettigheder, at der ikke kan spekuleres i Christianias arealer og ejendomme, samt at der også fremover er sikret plads til socialt svagt stillede og udsatte grupper.
Medlemskab af foreningen:
§ 3.
Som medlemmer af foreningen kan optages interesserede, som vil arbejde for foreningens formål og som accepterer dens vedtægter.
Indmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen. Hvis særlige grunde taler herfor kan et flertal af bestyrelsens medlemmer afvise indmeldelsen.
Udmeldelse sker ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen, ved eksklusion eller ved foreningens opløsning.
Bestyrelsen drager omsorg for at føre behørigt medlemskartotek.
§ 4.
Medlemskab af og/eller bidrag til foreningen giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Generalforsamlingen fastsætter efter forslag fra bestyrelsen de nærmere regler vedrørende kontingentbetaling, herunder kontingentets størrelse.
Generalforsamlingen kan med 2/3 flertal blandt de fremmødte beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de forpligtelser der følger af medlemskabet eller som handler til skade for foreningen.
Medlemmer der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent slettes dog uden videre.
§ 5.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Alle foreningens medlemmer har taleret på generalforsamlingen.
Stemmeberettiget på generalforsamlingen er medlemmer, hvis kontingent er betalt senest 3 uger før generalforsamlingen afholdes.
Intet medlem kan afgive mere end én stemme.
Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.
Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes - hvor intet andet fremgår af nærværende vedtægter - ved simpelt flertal.
Afstemninger gøres skriftlige, såfremt mindst 1/10 af de tilstedeværende stemmeberettigede ønsker det.
Der føres protokol over de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger. Protokollen underskrives af referent og dirigent.
§ 6.
Ordinær generalforsamling, der afholdes hvert år i april måned, indkaldes med mindst 3 ugers varsel med mindst følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Godkendelse af det reviderede regnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelse.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indsendes til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingen afholdes.
Indkomne forslag skal udsendes til medlemmerne før generalforsamlingen.
§ 7.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/4 af foreningens medlemmer eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller foreningens revisor skriftligt med angivelse af dagsorden ønsker det.
Bestyrelsen indkalder omgående skriftligt med angivelse af dagsorden til generalforsamling med 10 dages varsel.
Bestyrelsen:
§ 8.
Bestyrelsen er foreningens ledelse mellem generalforsamlingerne.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer.
Bestyrelsesvalg sker på generalforsamlingen ved almindelig stemmeflerhed.
Såfremt der er opstillet flere end 5 kandidater, afholdes der skriftlig afstemning.
Stemmesedlerne til bestyrelsesvalget skal, for at være gyldige, i prioriteret rækkefølge være påført et antal navne svarende til det antal medlemmer, der skal vælges.
Opnår 2 eller flere kandidater ens stemmer, foretages der omvalg mellem dem.
Opnås igen stemmelighed, afgøres valget ved almindelig lodtrækning.
De kandidater, der ikke opnår valg til bestyrelsen, er valgt til suppleanter i den rækkefølge, stemmetallene angiver. Der vælges 2 suppleanter.
Bestyrelsesmedlemmernes funktionstid er 1 år. Genvalg kan finde sted.
§ 9.
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter valget på det første bestyrelsesmøde med en formand og en kasserer.
Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden finder det fornødent, dog mindst 1 gang pr kvartal.
Såfremt mindst to bestyrelsesmedlemmer anmoder om det skal der afholdes bestyrelsesmøde.
Bestyrelsesformanden indkalder med dagsorden den øvrige bestyrelse.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.
Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne dog uden stemmeret.
§ 10.
Bestyrelsen påser,
* at foreningens drift er i overensstemmelse med formålet.
* at de på generalforsamlingen vedtagne beslutninger udføres, samt påser,
* at foreningen drives i overensstemmelse med de på generalforsamlingen vedtagne budgetter.
§ 11.
Bestyrelsesarbejdet er ulønnet. Konkrete udgifter, herunder kørselsudgifter m.v., kan dog godtgøres.
Tegningsregler:
§ 12.
Bestyrelsen meddeler de nødvendige post-, giro- og bankfuldmagter til de personer, der forestår den daglige ledelse, og som bestyrelsen er berettiget til at meddele prokura til.
Foreningen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af to bestyrelsesmedlemmer i forening.
Ved optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse efter vedtagelse af generalforsamlingen.
Foreningens formue:
§ 13.
For foreningen hæfter alene dens formue. Klausuler på gaver til foreningen skal respekteres.
§ 14.
Foreningen kan både ansætte fremmed, lønnet arbejdskraft samt indgå aftaler vedrørende køb, salg, leje, lån m.v.
Regnskab:
§ 15.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor valgt af generalforsamlingen.
Regnskabet skal være afsluttet senest den 15. marts.
Regnskabet fremlægges på det førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse og efterfølgende til godkendelse på den første ordinære eller ekstraordinære generalforsamling efter regnskabets aflæggelse.
Vedtægtsændringer:
§ 16.
Ændringer i nærværende vedtægter kan kun vedtages efter bestyrelsens indstilling og efter vedtagelse
med 2/3 dels flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger afholdt med mindst 14 dages mellemrum.
Opløsning:
§ 17.
Opløsning af foreningen kan kun besluttes med 2/3dels flertal på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der er indkaldt med foreningens opløsning som dagsordenspunkt og afholdt med mindst 2, højst 4 ugers mellemrum.
§ 18.
Foreningen opløses, når Christianiafonden er stiftet, og foreningens aktiver er overført til denne.
Opløsningen sker på de dertil indkaldte generalforsamlinger, jfr. § 17.
Hvis det skønnes, at Christianiafonden ikke kan oprettes og en anden løsning for Christiania er fundet, opløses foreningen ved samme procedure, og aktiverne tilfalder Christianias Fælleskasse eller en anden forening eller fond, som arbejder ud fra et beslægtet formål.
§ 19.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling.
Christiania, den 22/3-05.